Ørnumvej 10
4220 Korsør
CVR: 38496190
Hotel Frihavnen er et nyt hotel i Nordhavn, København. Hotellet ligger fredeligt og tilbagetrukket – tæt på havnen, butikker og cafeer i Nordhavns levende bymiljø. Hotellet er designet med henblik funktionalitet og et tidløst design, hvor æstetik og komfort mødes i fleksible løsninger.
Hotellet er opført gennem en omfattende renovering af en eksisterende bygning i forbindelse med moderniseringen af Nordhavnskvarterets område kaldet ’den røde by’, og stod klar til åbning i sommeren 2025.
Vi har bidraget markant til projektets arkitektur og funktionalitet gennem vores specialudviklede alufacadeløsninger, herunder glasfacader, vinduer og døre til bygningens udvendige facade. Derudover har vi leveret en række større brandsikrede glaspartier med integrerede branddøre samt en omfattende foldedørsløsning til hotellets tagterrasse.
På hotellets store tagterrasse har vi leveret to markante glasfacadepartier, ét i hver ende, som skaber en naturlig overgang mellem hotellets indendørs faciliteter og terrassens uderum.
I den ene ende af hotellets tagterrasse har vi leveret et glasfacadeparti med særligt fokus på brandsikring. Partiet skaber en naturlig overgang mellem inde- og uderum, samtidig med at det lever op til projektets høje sikkerhedskrav.
Facadepartiet er udført i Schücos brandbeskyttende facadesystemer FW 50+ FR 60 og FW 50+ BF, kombineret med branddøre i Schüco ADS 80 FR 30 og ADS 80 FR 60. Systemerne er valgt for deres høje stabilitet, tidløse design og fleksibilitet i udformningen – uden at gå på kompromis med sikkerheden. Derudover indgår enkelte standardfacadefelter i Schüco FWS 50 samt en almindelig dør i Schüco ADS 75.SI, hvilket sikrer et ensartet arkitektonisk udtryk på tværs af facaden.
I den modsatte ende af tagterrassen er glasfacadepartiet udført med fokus på fleksibilitet og åbenhed. Her giver løsningen mulighed for at åbne facaden næsten fuldt op mod terrassen og skabe en flydende overgang mellem hotellets indendørs opholdsarealer og uderummet.
Facadepartiet er udført i Schüco FWS 50 facadesystem og indeholder en næsten 7 meter lang, 8-fløjet foldedør i Schüco AS FD 75. Foldedøren er integreret i facaden som ét samlet system og gør det muligt at åbne et stort facadeareal i én bevægelse. Løsningen sikrer både maksimal udnyttelse af udsigten og stor fleksibilitet i brugen af tagterrassen, hvor indendørs og udendørs arealer kan forbindes eller adskilles efter behov.
Partiet suppleres af en dobbeltfløjet dør i Schüco ADS 75.SI, som bidrager til en funktionel og brugervenlig adgang for hotellets gæster.
Rundt om bygningens ydre facade har vi leveret en kombination af vinduer, døre og facadeelementer, hvor løsningerne er afstemt efter både arkitektoniske og sikkerhedsmæssige krav. Her er der arbejdet med en tydelig opdeling mellem elementer med fokus på æstetik og panorama-design samt elementer med særlige krav til brandsikring.
Vinduerne på facaden er udført i Schüco AWS 75 PD.SI, et vinduessystem i Panorama-Design med ekstra smalle synsfelter. De slanke profiler bidrager til et let og elegant facadeudtryk med maksimalt dagslysindfald. Vinduerne er leveret som både faste og oplukkelige felter, hvilket sikrer fleksibilitet i forhold til ventilation og funktionalitet.
Dørene på facaden er udført i Schüco ADS 75.SI, et superisoleret dørsystem, der kombinerer høj energieffektivitet med et ensartet og robust design. Derudover er der installeret en skydedør i klassisk design, udført i Schüco ASE 80.HI Design Line, som bidrager med både funktionalitet og et stilrent arkitektonisk udtryk.
På udvalgte facadeafsnit er der leveret brandsikrede løsninger, herunder facader i Schüco FW 50+ FR 60 samt branddøre i Schüco ADS 80 FR 30 og ADS 80 FR 60. Disse systemer sikrer, at bygningen lever op til gældende brandkrav, samtidig med at facadeudtrykket bevares i tråd med de øvrige, ikke-brandklassificerede elementer.
Brandkravene har fyldt en væsentlig del af dette projekt, hvor mange af de leverede elementer er udført som brandsikrede løsninger.
Ved brandklassificerede partier øges kravene til både konstruktion og materialer – blandt andet på grund af installationen af brandstave i profilerne samt brugen af tykkere og tungere glas. Dette gør både elementerne væsentligt mere robuste og skærper kravene til håndtering gennem hele produktionen.
Vores erfaring med brandklassificerede systemer har været afgørende for at sikre, at alle glaspartier, vinduer og døre lever op til de tekniske og sikkerhedsmæssige standarder, uden at gå på kompromis med det arkitektoniske udtryk.
Produktionen af elementerne til dette projekt har været karakteriseret af en høj grad af kompleksitet og mere manuelt arbejde.
Til 14 af vinduerne skulle der bruges specialfremstillede valsede profiler. Denne proces kræver både manuelt arbejde og tæt præcisionsstyring, da bearbejdning og samling af valsede profiler er mere tidskrævende end traditionelle lige profiler. Vores maskiner er ikke designet til at skære valsede profiler, derfor laver vi ved dette type fremstillinger et setup der sikrer, at vi kan skære i de rigtige mål og vinkler. Det samme gør sig gældende med glaslisterne hertil.
Valset topprofil i produktionen
Derudover leverede vi et større antal sprossede vinduer, som generelt kræver mere produktionstid, da hvert enkelt sprosseelement skal tilpasses og samles manuelt.
Foldedøren til tagterrassen – på næsten 7 meter og med 8 fag – var ligeledes en mere omfattende produktionsopgave. På grund af længden blev karmprofilet sat sammen i længden, hvilket både er teknisk krævende og tidsintensivt.
To af dørene blev produceret med specialtilpassede topprofiler, der ikke er i 90 graders vinkel, da de skulle passe ind i vinklerne på de store glasfacadepartier på tagterrassen. Dette krævede specialfremstillede bindere og ekstra tilpasning i produktionen.
I forbindelse med brandløsningerne blev der installeret brandstave i profilerne og arbejdet med markant tungere glas, hvilket udvidede produktionstiden og stillede ekstra krav til håndtering, kvalitetssikring og montageforberedelse.
Montagearbejdet har været præget af særligt udfordrende pladsforhold. Bygningen ligger tæt op ad de omkringliggende bygninger, og arealet til byggepladsen rundt om bygningen har dermed været yderst begrænset. Den manglende plads stillede store krav til planlægning, logistik og koordinering gennem hele montagefasen.
Særligt opkraningen af de store indgangspartier og foldedørene til tagterrassen var en kompleks opgave, som krævede nøje planlægning og tæt koordinering. Flere af elementerne blev kranet ind ved hjælp af en tårnkran, hvilket gjorde det muligt at håndtere de store og tunge glaspartier på en sikker og kontrolleret måde.
På trods af de udfordrende forhold er montagen gennemført med stor præcision på en kompleks byggeplads. Et tæt samarbejde med bygherre og de øvrige involverede parter har været afgørende for at sikre et tilfredsstillende slutresultat.
Hotel Frihavnen er et projekt, hvor æstetiske ambitioner, funktionelle krav og høje tekniske standarder er forenet i én samlet løsning. Vores leverance har bidraget til at skabe et moderne, fleksibelt og sikkert hotelmiljø, hvor facadeelementer, glaspartier, vinduer og døre understøtter både bygningens arkitektoniske udtryk og dens daglige anvendelse.
Projektet har været kendetegnet ved skræddersyede løsninger, komplekse facadeelementer og omfattende brandkrav, som har stillet store krav til både projektering, produktion og montage. Gennem tæt samarbejde med bygherre og øvrige samarbejdspartnere er der skabt et gennemført resultat, hvor kvalitet, sikkerhed og design går op i en højere enhed.
Hotel Frihavnen står i dag som et eksempel på, hvordan teknisk komplekse løsninger kan integreres i et tidløst og funktionelt byggeri – tilpasset et moderne hotelmiljø i hjertet af Nordhavn.
Projekt: Hotel Frihavnen
Hvor: Århusgade 124B, 2150 Nordhavn, København, Danmark
Færdiggørelse: 2025
Kunde: Redhavskvarteret Hotel ApS
Schüco produkter: AWS 75 PD.SI, ASE 80.HI, ADS 75.SI, ADS 80 FR 60, ADS 80 FR 30, FWS 50, FW 50+ BF (30), FW 50+ FR 60, AS FD 75
Scroll to top