– Vi vækster hurtigere, end vi har turdet håbe på. Vi ryger over budget i år. Henrik Olsen, adm. direktør for Fazade på Norvangen i Korsør, er en travl mand. Siden åbningen af den lokale produktion tilbage i april, har ordrebogen været fyldt godt op. – Vi har virkelig travlt, tilføjer kompagnon Jan Haulund, der viser rundt i lokalerne i det gamle Glasværk, som hurtigt er blevet for trange. Derfor har Fazade netop øget sit lejeareal og er samtidig på udkig efter yderligere mandskab til produktion og montage samt en projektleder, gerne en ingeniør eller bygningskonstruktør.
Fazade producerer facader, døre og vinduer i aluminium. Godt halvdelen af deres marked ligger i hovedstadsområdet, mens de øvrige kunder fordeler sig over hele landet. Derfor er placeringen i Korsør, tæt på god infrastruktur, ideel. Og den lokale forankring giver flere fordele. Det er let at rekruttere stabile medarbejdere. Og tilbage i foråret fik virksomheden et godt rygstød i form af et rekordstort støttebeløb fra Landudvikling Slagelse, LAG, i opstartsfasen. Derudover har erhvervschef Per B. Madsen fra Slagelse Erhvervscenter været med på sidelinjen med sparring og vejledning. – Vi føler os rigtig godt behandlet, siger Henrik Olsen.