Thorvald i Vedbæk Havn

Restauranten Thorvald, tidligere Nautilus, i Vedbæk på Strandvejen med udsigt over Vedbæk havn og Øresund har gennemgået en større renovering, der har optimeret bygningens udtryk og funktionalitet. Thorvald er placeret på en af molerne i det hyggelige havnemiljø med fiskerkutterne og sejlbåde.

Specialdesignede alu karnapper og ovenlys til Thorvald i Vedbæk Havn

I forbindelse med renoveringen af restauranten i Vedbæk Havn har vi haft fornøjelsen af at levere og montere specialdesignede alu facader, som ikke blot fornyer bygningens udtryk, men også trækker havnemiljøet og dagslyset helt ind i restauranten.

Unikke karnapper med udsigt til havnen

Til facaden har vi produceret og installeret næsten fire meter høje karnapper, der er monteret lodret på bygningen. Karnapperne åbner bygningen op mod vandet og bidrager til et markant lysindfald og en forbedret rumoplevelse i restauranten. Elementerne er udført i Schüco FWS 50 facadesystem, som muliggør stor designfrihed og høj termisk ydeevne – perfekt til arkitektoniske løsninger, hvor æstetik og funktionalitet skal gå hånd i hånd. Hver karnap er desuden udstyret med et integreret vindue i Schüco AWS 114.SI.

Ovenlys med maksimal lyseffekt

Projektet inkluderer også installation af tagkonstruktioner med 10 sammenhængende skrå ovenlys i Schüco FWS 50, herunder to opluk i Schüco AWS 57 RO. Løsningen tilfører bygningens første sal et smukt og naturligt lysindfald og sikrer samtidig muligheden for effektiv udluftning.

Fra produktion til montering

Fra idé og produktion til montering og færdiggørelse har vi haft ansvaret for hele processen. Det har været en fornøjelse at følge de specialdesignede elementer tage form – fra værkstedet til deres endelige placering i det maritime miljø på Vedbæk Havn.

Vi er stolte af at have bidraget til en renovering, der både arkitektonisk og funktionelt fremtidssikrer Thorvald som et centralt og stemningsfuldt samlingspunkt ved vandet.

Produktionsprocessen

Produktionsprocessen var ikke uden udfordringer, da der ved både projekteringen og designprocessen samt ved produktionen af karnapperne var en masse vinkler, som vi skulle have til at stemme og vi var i den forbindelse nødt til at lave nogle specielle inddækninger, som skulle passe på de specielle vinkler. Derudover skulle vi finde ud af, hvad vi skulle samle med og hvilke bindere mellem profilerne, vi skulle bruge. Der var en del manuelt arbejde og tilpasninger på det, som var krævende, men vi fik fundet frem til løsninger som gav et veludført resultat.

Montageprocessen

Karnapperne blev færdigsamlet hjemme i produktionen i Korsør og blev leveret som færdige elementer. De blev kranet op på konstruktionen med en stor kran og herefter fastgjort på bygningen. Glassene blev også kranet i med glassug og fastgjort i aluminiumsrammerne. Hele processen forløb uden problemer inden for den afsatte tidsramme.

Projektinfo

Projekt: Restaurant Thorvald

Hvor: Vedbæk Havn, Danmark

Færdiggørelse: 2025

Bygherre: Restaurant Thorvald

Kunde: J.A. Tømrer og Snedkerfirma ApS

Schüco produkter: FWS 50, AWS 114.SI, AWS 57 RO